Vedtægter

Vedtægter for


GRUNDEJERFORENINGEN TEGLBAKKEN

Opdateret den 3.12.2015 

§ 1.
Grundejerforeningen "Teglbakken" er stiftet af ejerne af parcellerne nr. 61, 24, 25, 26, 27, 28, 29, 31, 33, 35, 39, 41, 51, 52, 53, 54, 55, 59, 64, 67, 81, 84, 85, 86, 87, 88, 89, 91 af matr. nr. 5 g Skåde by og sogn.

§ 2. Som medlemmer af foreningen kan optages grundejere fra Teglbakken, Sandbakken og Ny Moesgårdvej, parcellerne nr. 2-101 af matr. 5 g Skåde by og sogn.

§ 3. Det er foreningens formål at varetage grundejernes fælles interesser.

§ 4. Som kontingent til grundejerforeningens administration betales årligt af hver af de deltagende ejendomme et beløb, der fastsættes af generalforsamlingen. Beløbet opdeles i bidrag til grundejerforeningens aktiviteter hhv. bidrag til vejpuljen. Kontingentet vil – ud over opdelingen – være at fastsætte ensartet for alle medlemmer. Bidrag til vejpuljen opkræves alene hos medlemmer, der bor ud til den/de private fællesveje i foreningen. Udgifter udover normalt kontingent skal vedtages på generalforsamlingen med mindst 2/3 af fremmødte medlemmer. Kontingentet indbetales inden 1. december for det kommende år, og kan ikke kræves tilbagebetalt ved fraflytning.

§ 5. Generalforsamling afholdes én gang årligt i november måned på et af bestyrelsen eller forrige generalforsamling fastsat sted.

Indkaldelse til generalforsamling skal ske med 14 dages varsel. Indkaldelsen skal ske skriftligt til hvert enkelt medlem. Indkaldelsen skal angive sted og tid for generalforsamlingens afholdelse. Såfremt ikke andet er nævnt, er dagsordenen for generalforsamlingen overensstemmende med nedennævnte.

§ 6. På generalforsamlingen kan ethvert medlem møde med op til to personer. Stemmeret på generalforsamlingen har enhver ejer af den enkelte ejendom eller i forfald dennes ægtefælle eller en anden person til hvem fuldmagt er afgivet. Der afgives 1 stemme for hver parcel, således at ejere af flere parceller har et så stort antal stemmer, som antallet af de parceller vedkommende ejer.

§ 7. På generalforsamlingen behandles følgende ordinære dagsorden:
  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
  3. Aflæggelse af revideret årsregnskab
  4. Forelæggelse af budget for det kommende år
  5. Valg af formand til bestyrelsen
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
  7. Valg af revisor
  8. Eventuelt
§ 8. Forslag, der af et medlem ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal senest 30. september indleveres skriftligt med forslagsstillerens underskrift til bestyrelsen.

§ 9. På generalforsamlingen vælges ved simpelt flertal en dirigent, der leder forhandlingerne og drager omsorg for, at der føres en forhandlingsprotokol, som til sin tid underskrives af dirigenten for generalforsamlingen og formanden for grundejerforeningen.

§ 10. Vedtagelser på generalforsamlingen sker med simpelt flertal, idet dog forslag til ændring af vedtægterne eller forslag til ophævelse af foreningen kræver, at forslaget er angivet i indvarslingen til generalforsamlingen, at mindst halvdelen af medlemmerne er mødt, samt at mindst 3/4 af de fremmødte stemmer for forslaget. Har mindre end halvdelen af medlemmerne givet møde, men mindst 3/4 af de fremmødte stemmer for forslaget, indkaldes med mindst 14 dages varsel og højst 4 ugers varsel til ny generalforsamling, der kan vedtage forslaget med almindeligt flertal uanset antallet af de fremmødte. Afstemningen kan være skriftlig, såfremt bestyrelsen eller 1/10 af de fremmødte medlemmer kræver det.

§ 11. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når bestyrelsen, en generalforsamling eller mindst 10 medlemmer skriftligt forlanger det med opgivelse af forhandlingsemne. Generalforsamlingen indkaldes på samme måde som den ordinære generalforsamling og med angivelse af forhandlingsemne.

§ 12. Grundejerforeningen ledes af en bestyrelse bestående af 4 medlemmer foruden formanden. Bestyrelsens medlemmer afgår hvert år, men kan genvælges. Der kan på generalforsamlingen i øvrigt vælges en eller flere suppleanter. Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen mellem to generalforsamlinger, suppleres bestyrelsen med en af de valgte suppleanter. I øvrigt er bestyrelsen selvsupplerende frem til førstkommende generalforsamling.

§ 13. Alle spørgsmål inden for bestyrelsen afgøres med simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget. Bestyrelsen er ikke beslutningsdygtig, med mindre formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer er til stede eller mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede. Foreningen tegnes af bestyrelsens formand eller 2 bestyrelsesmedlemmer i forening.

§ 14. Bestyrelsens formand vælges særskilt med simpelt flertal af grundejerforeningens medlemmer. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol, som underskrives af samtlige deltagende bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsesmøde afholdes mindst en gang hver tredje måned, men i øvrigt efter indkaldelse af bestyrelsens formand eller 2 bestyrelsesmedlemmer.

§ 15. Bestyrelsen vælger en kasserer inden for sin kreds. Kassereren fører regnskab og bogholderi, og kassebeholdningen indsættes på en konto i bank eller sparekasse, således at der kun kan trækkes på denne konto af kassereren i forening med et andet medlem af bestyrelsen. Derudover kan bestyrelsen bevilge et beløb til indsættelse på en konto, til hvilken der skal være adgang via netbank. Midlerne på denne konto skal anvendes til betaling af foreningens løbende udgifter og kontoens indestående må maksimalt udgøre kr. 30.000. Denne netbank-konto kan kassereren disponere over uden at være i forening med et andet bestyrelsesmedlem. Adgang til netbank-kontoen har kassereren samt formanden for bestyrelsen. Kassereren må aldrig have et kontant beløb på over kr. 2000,- af foreningens midler liggende.

§ 16. Regnskabsåret løber fra 1/10 – 30/9. Udkast til driftsregnskab og status forelægges bestyrelsen til forhandling i et bestyrelsesmøde inden d. 1.november og udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelse til generalforsamlingen.

§ 17. Til revision af foreningens regnskaber vælger generalforsamlingen en revisor.

Årsregnskabet afgives til revisoren senest 1. november, og revisionen skal være tilendebragt inden 2 uger derefter.

§ 18. Bestyrelsen er til enhver tid berettiget til hos grundejerne at opkræve á conto beløb til bestridelse af udgifter til arbejder iværksat i henhold til generalforsamlingsbeslutning, og grundejerne er pligtige at udrede således afkrævede beløb senest 14 dage efter modtaget skriftligt påkrav derom.

§ 19. Eventuel udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen senest 1 måned før regnskabsårets udløb.


Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 5. november 2015 hhv. den ekstraordinære generalforsamling den 3. december 2015.